Det har taget mig næsten 4 år, at tage mig sammen til at lave en mindeside for min elskede hund, Sheik, som døde fredeligt og mæt af dage hjemme hos os d. 9. februar 2005.

Ikke på grund af dovenskab, men fordi jeg det første år savnede ham alt for meget og siden har det handlet om, at det er svært at beskrive næsten 14 år med en væsen, der betød så meget - ikke bare for mig, men også for min far, Jens Peter og Else, som passede på ham, da jeg ikke selv var i stand til det.

Fakta er, at jeg har meget svært ved at forestille mig at få en ny hund - jeg har haft verdens bedste af slagsen og det er nok derfor, jeg har fyldt huset med katte i stedet.

Jeg vil også lige nu nøjes med at give ham en plads her på siden og så pø om pø begynde at skrive.

Der findes desværre ikke andet end papirbilleder fra Sheiks hvalpe- og ungdomsår - det var inden digitalfotografiet rigtigt brød igennem - men han var en meget flot fyr som ung og den mest nuttede hvalp, man kan tænke sig.

Sheik er i øvrigt fortsat iblandt os - han blev kremeret og fik sin egen urne, som står herhjemme i vindueskarmen med hans halsbånd omkring og et lille lys, der ofte bliver tændt.

Nogle synes måske, at det er lidt underligt, men jeg kan ikke få mig selv til at give helt slip på ham - han skal nok med min far Gunnar, når den dag kommer - de var hinandens bedste venner.